Stort samarbejdsprojekt med Københavns universitet

Vi har sammen med Københavns Universitet modtaget 3,5 millioner kroner i støtte til at afprøve forskellige metoder til at bekæmpe svampesygdomme i økologiske vinmarker.

Der er ikke mange økologiske vingårde i Danmark endnu, men vi tror, at det vil ændre sig de kommende år. Vi står midt i en brydningstid, hvor det som producent er vigtigt at se på, hvordan man påvirker klimaet. I Danmark har vi ret strikse krav til økologisk vindyrkning i forhold til andre europæiske lande, og det kan derfor være svært at bekæmpe svampesygdomme i vinstokkene. Det danske vejr er lunefuldt, og der kan falde meget regn i løbet af sommeren og efteråret. Det får skimmelsvamp til at angribe vinstokkene, og det kan i sidste ende ødelægge vinhøsten.

Vi håber dog på at give danske økologiske vingårde bedre vilkår fremover, da vi har indgået et fireårigt samarbejde med Københavns Universitet (KU) med støtte fra Landbrugsstyrelsen. Her skal vi afprøve forskellige metoder, der forhåbentlig kan forbedre bekæmpelse af svampesygdomme i økologiske vinmarker.

Grønt udviklingsprogram

Vi har fået økonomisk støtte gennem Landbrugsstyrelsens grønne udviklingsprogram, så vi kan udvikle metoder til at bekæmpe vinskimmel og gråskimmel. Vinskimmel er en svampetype, der angriber vinstokkene og ødelægger både druer og blade. Den er svær at undgå som økologisk vingård, da det er meget begrænset, hvad man som økologisk vinbonde må sprøjte med i Danmark. Det samme gælder for gråskimmel, som angriber selve druerne. 

Vi vil derfor se på andre metoder, der kan forhindre, at vinskimmel og botrytis sætter sig på druerne.

Vi kommer blandt andet til at bruge en ombygget høstmaskine til at køre langs vinstokkene, når de er afblomstret. Maskinen ryster planterne, så de taber de visne blomster, som vinskimmel ellers har let ved at angribe”, forklarer Esben Misfeldt.

Det er en fremgangsmåde, der er blevet afprøvet i New Zealand, og vi vil undersøge, om den fungerer under danske forhold. Den bliver kombineret med to andre metoder i form af særlige næringsstoffer samt et basisstof, chitosan, som kan styrke vinstokkenes immunforsvar.

Forskere kontrollerer resultaterne

Forsøgene bliver udført i samarbejde med KU, som vil kvalitetstjekke resultaterne fra hver sæson. KU har forsket og undervist i vindyrkning og vinfremstilling siden 2006. De seneste år har de også gennemført en række studier med fokus på forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme.

Læs mere på GUDPs hjemmeside.

Faktaboks

Vi tester 3 metoder til at bekæmpe meldug og vinskimmel:

1. Rystebehandling
Rystningen bliver udført med en ombygget høstmaskine. Maskinen bliver ændret, så den i stedet for at slå/ryste vindruezonen, som den normalt ville gøre under høst, slår/ryster lige over og under vindruezonen. Metoden fjerner visnede blomster i drueklaserne lige efter blomstring. De visnede blomster kan give grobund for angreb fra vinskimmel og gråskimmel, og ved at fjerne blomsterne bliver risikoen for skimmelangreb forsinket.

2. Aquahort
AquaHort virker ved, at der ved elektrolyse bliver frigivet positivt ladede kobberioner i den renest mulige form. De bliver påført vinplanterne som bladgødskning. Vores pilottest i vinmark og væksthus tyder på, at det styrker planterne og forebygger bladsygdomme i vin, og det er derfor vigtigt at undersøge, hvordan brugen af Aquahort kan optimeres.

3. Chitosan
I projektet tester vi chitosan, der bliver udvundet af cellevægge fra svampen Aspergillus. Produktet virker ved at aktivere planternes forsvarsmekanismer, så både vinskimmel og botrytis har svært ved at angribe.